ab Metal A/S: Aluminium, IT & rock’n’roll
Hvad gør man, når man skal skifte it-system, inkl. produktions- og lagerstyring, og man ikke bare kan lukke produktionen? Hos ab Metal i Thisted er man vant til at finde løsninger. Det gjorde man også her.
Hos ab Metal A/S i Thisted udvikler, producerer og bearbejder man aluminiumsprodukter, som virksomheden sælger til kræsne brancher som fx flyindustri, rehab, transport, elektronik og grøn energi – brancher, hvor præcision – hvad angår både produkt og leverance – er vigtig. Virksomheden sætter en ære i at levere de helt rigtige produkter på det helt rigtige tidspunkt. Så hvad gør man, når et it-system skal udskiftes, og denne proces truer med at sætte en produktion, hvor der hele tiden er flere hundrede igangværende produktionsordrer, i stå?
”Vi stod i den situation, at Microsoft havde meddelt, at Concorde XAL, der var vores økonomi- og produktionsstyringssystem, ikke længere ville blive videreudviklet og vedligeholdt, og at vi ikke kunne tilkøbe mere databaseplads,” fortæller Hans Buck, der er administrerende direktør i ab Metal.
Det betød, at det it-system, der var kernen i hele ab Metal, over tid ville blive mere og mere usikkert i drift, og at man var klemt på databaseplads, hvilket er uhensigtsmæssigt for en vækstvirksomhed. ”Vi stod med ryggen mod muren, hvilket ikke er rart. Vi havde brugt Concorde XAL i 20 år og lavet mange virksomhedsspecifikke tilretninger. Nu kunne vi ikke bruge det mere, så vi var nødt til at finde en løsning,” forklarer Hans Buck.
Forudsætning for succes
Fordi it-understøttelse er så afgørende for ab Metal, var man omhyggelig med hjemmearbejdet.
”Vi gjorde to ting, som var vigtige. Vi gjorde os klart, hvad det var for et fremtidigt system, vi ønskede, nemlig et system, der var enkelt at bruge - frem for et ’forkromet’ system, der kan alt. Og så fandt vi det it-hus, som vi oplevede ville blive den bedste partner i processen, nemlig Dynalogic, hvor man er specialister i produktionsvirksomheder som vores,” siger Hans Buck.
Bo Schrøder, der er adm. direktør i Dynalogic, supplerer: ”Som forberedelse på projektet tilbragte vi meget tid hos ab Metal – ikke for at tale, men for at lytte. Vi dedikerede noget tid til at forstå ab Metal og deres processer: Hvilke typer kunder har de? Hvad producerer de? Hvordan er deres produktions-flow? Hvordan er de organiseret, og hvordan er deres kultur?”
Det blev hurtigt tydeligt for Dynalogic, at ab Metal er en kompleks virksomhed:
”Der er typisk flere hundrede igangværende produktioner, og man laver både serie- og ordreproduktion, ligesom nogle råvarer er på lager altid, mens andre ikke er. Og vigtigt i denne sammenhæng: Produktionen kan ikke bare lukkes, så vi måtte skabe en løsning, hvor hele produktionsmiljøet kunne flyttes – også med igangværende produktioner!” forklarer Bo Schrøder.
Fra specialtilretninger til standard
Konklusionen på det forberedende arbejde blev at erstatte Concorde XAL med de mange virksomhedsspecifikke tilretninger, med en mere standardiseret løsning baseret på Microsoft Dynamics NAV, suppleret med specialmodulet JobManager til tids- og jobregistering. JobManager er et certificeret modul, som fungerer uden at lave ændringer i Dynamics NAV.
”Vores klare anbefaling – baseret på vores kendskab til ab Metal – var, at de ville være bedst tjent med et standardsystem, som de ikke skal bruge kræfter på at vedligeholde. I stedet kan de bruge deres kræfter på hjemmebanen – til at udvikle og producere de produkter, som kunderne efterspørger,” forklarer Bo Schrøder, Dynalogic.
”Fordi Dynalogic kendte os så godt, var vi helt trygge ved overgangsprocessen, som fandt sted i faser, så medarbejderne kunne puste ud engang imellem. Selve driftskonverteringen blev gennemført fra fredag eftermiddag til lørdag aften. Forinden var der gået et par dage med klargøring og konvertering af stamdata” siger Hans Buck.
Rock i produktionshallen og 20 pct. ekstra
”De første tre måneder var træls! Vi havde haft det gamle system i 20 år, og alle medarbejdere kunne bruge det i søvne, så overgangen var hård!
”Når det er sagt, så var det faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Der var lidt efterfølgende trimning af bl.a. vores varedisponering, men alt kørte på en rolig og forudsigelig måde. Hertil kommer, at Dynalogic placerede en mand på vores kontor i en uge. Det gav tryghed, fordi medarbejderne vidste, at de kunne få hjælp, hvis de oplevede problemer,” fortæller Hans Buck.
Og herudover har man et ekstra gear hos ab Metal:
”I ab Metal arbejder vi meget med kultur og med hold-ånd. Det gør vi bl.a. ved at lave fredagscaféer på den rock-scene, vi har i produktionshallen og ved at have selvstyrende grupper i produktionen. Det gør, at vi har en kultur, hvor vi alle sammen føler os ansvarlige – både for at lave kvalitetsemner til tiden og over for hinanden”.
”At vi har den kultur gør det let for os at tiltrække nye medarbejdere, bl.a. lærlinge, og det bevirker også, at vi har et ekstra gear: I dagligdagen bruger vi 80 pct. af vores ressourcer. Så der er 20 pct. ekstra at trække på, når det virkelig gælder, fx da vi gik over til Dynamics NAV. Så medarbejderne stod overgangen igennem og kom ud på den anden side. Og i dag er der ingen, der ønsker sig tilbage til det gamle system,” slutter Hans Buck, adm. direktør i ab Metal A/S.
-
Faktaboks
ab Metal gik fra en specialtilrettet Concorde XAL for Oracle ver. 7 til en standardversion af Dynamics NAV ver. 2015, inklusive JobManager til tids- og jobregistrering.
Udover at sørge for, at alle relevante stamdata var oprettet i det nye Dynamics NAV system, så havde Dynalogic rådgivet ab Metal, sådan at virksomheden kunne overstå store og komplekse ordrer inden overgangen og herefter – omkring overgangstidspunktet – geare ned og lave små produktionsordrer og ikke fx producere til lager.
Før idriftsættelse af det nye system blev de igangværende produktionsordrer lukket ned på det stadie, de var kommet til, hvad angår materialetræk, løntimer og lignende. Derefter blev der lavet afgang på de produkter, der var ved at blive produceret, med den værdi, de havde på det tidspunkt. Herefter blev de lagerført. Alt dette skete i det gamle XAL-system.
Herefter blev det nye Dynamics NAV system sat i drift, og restproduktionen blev oprettet her og aktiveret, hvorefter alle følgende produktionsordrer blev oprettet her.
Bliv ringet op
… og hør om dine muligheder for en optimering eller et skifte af økonomisystem.